De Bedste Intentioner for Cityringen

“I løbet af sommeren 2019” åbner metroens cityring i København – efter planen. Bernt & De Bedste Intentioner vil det bedste for byens infrastruktur, og vi spiller derfor sommerens første og fineste koncert i Metronomen på Frederiksberg – lige ved siden af Metrostationen Axel Møllers Have. For at være på den sikre side i tilfælde af at metrobyggeriet pludselig tager fart og rubber sig, så spiller vi koncerten lørdag den første juni 2019 klokken 20:00 – 23:00.

Der vil være support i form af andre musikalske og/eller andre indslag, ligesom der vil være mulighed for at læske sig i diverse. Hold dig opdateret her for info. Vi opdaterer løbende, når vi ved noget …

De Bedste Intentioner for 2019 i Studenterhuset

2019 bliver det nyeste år i menneskehedens historie. Bernt & De Bedste Intentioner vil gerne sikre, at du er bedst muligt rystet til det nye år. Derfor åbner vi 2019-ballet med manér på et af Københavns livligste spillesteder med årets første koncert. Vanen tro vil der blive råbt, skreget og galet op om dumme svin, cloud services, planetens snarlige undergang og blowjobs.

2019 bliver således også året, hvor koncerter med Bernt & De Bedste kommer til at koste en billet. Sådan går det. Så skulle du alligevel have kommet, da det var gratis …

Bernt Hertz på Blågårds Apotek

Bernt Hertz på Blågårds Apotek i 2016
Bernt Hertz på Blågårds Apotek i 2016

Bernt Hertz spiller et lille hyggeligt solosæt for at varme op til efterårsferien. Vi trænger. Kig ned i varmen på Blågårds Plads. Det bliver et sted mellem 21 – 23 …

Bernt & De Bedste Intentioner på SIDE B / MUVE session

Musikforeningen Vesterbro præsenterer fire bands i Råhuset torsdag d. 27. september, og Bernt & De Bedste Intentioner er det ene. Programmet er:

kl. 20.00 Ørum trio band

kl. 21.45 IsKrystal
IsKrystal er et dansk-islandsk band, der spiller atmosfærisk og drømmende musik i et univers af melankolske nordiske toner.

kl. 22.30 Bernt & De Bedste Intentioner
Dansksproget syrefolkpunkrock. Mørkt, højt og ualmindelig velklædt.

kl. 23.15 M/S/D
Tre af københavns absolut stærkeste karakterer inden for hver deres område af jazzen har samlet deres kræfter i en dynamisk konstellation af den sjældne art : “trompettrioen”.

Dørene åbner kl 19.30 – musikken går i gang kl. 20.

Der er fri entré.

Bernt Hertz på Tjili Pop

Lowkey solosæt i Rantzausgades hyggeligste og mest tætpakkede café. Jeg tager begge guitarer med og alle sangene. Så laver vi sætlisten on the fly. Lyder det ikke hyggeligt?

Gi’r du en øl?

Jeg er jo sådan én, der skriver en sang eller noget en gang i mellem. Det gør jeg, fordi jeg ikke kan lade være og fordi, der er noget derinde, der gerne vil ud. Fordi jeg gerne vil af med det, og fordi, jeg tror på, at verden bliver en lille smule bedre på den måde.

Øl
Der er ikke råd til mange fadbamser for det, Internetgiganterne betaler indholdsleverandørerne. Så giv en … Foto: Bernt Hertz

Det tager et sted mellem ti minutter og et halvt år at skrive en sang. Og det tager en hel del år med guitaren i skødet (i stedet for …) at komme så langt med det, at der kan komme en sang ud af det. Og så bør man i øvrigt øve sig, inden man udsætter andre mennesker for den slags. Der er med andre ord lagt en ikke ubetydelig mængde energi i sådan en sang. Jeg deler gerne – og som sagt, så gør jeg det, fordi jeg ikke kan lade være.

Når nogen så tager min sang og tjener penge på den – for eksempel en café, jeg spiller på (nogle gange trænger folk til en opstrammer, når de skal høre på mig) eller et spillested, så deler de med mig, fordi jeg er medlem af KODA – og jeg får faktisk i størrelsesordnen 15-30 kroner (en flaskeøl) for at spille sangen. Fair and square – omend jeg gerne ville have en Fernet til.

Når min sang (også af mig selv) deles på Facebook og Youtube, så generer min sang trafik til Facebook og Youtube, og det tjener de penge på, fordi jo mere trafik, der er på deres sites, jo dyrere kan de sælge deres reklamer (og dine private, personlige data). Måske er der også nogle (man ved aldrig), der leder efter det på Google, og så stiger Goggles trafik, og så tjener Google penge. TDC, Hiper, Fiberby og alle de andre internetleverandører tjener også penge på trafik, for hvis der ikke var noget indhold ude på nettet, så ville ingen jo købe en internetforbindelse.

Jeg ved jo godt, at der kun er omkring 3% af jer derude, der er villige til at betale for “indhold”. Det vil sige tekst, musik, billeder, video og så videre på nettet. Men når I alligevel kaster en masse penge efter Facebook, Google, Youtube o.l. (og jo, det gør I – de tager dem bare, mens I sover, og prisen er allerede lagt oveni den dér kop Nestcafé), så få dem lige til at dele med dem, der faktisk finder på noget af alt det dér “indhold”. Der findes ikke en gratis frokost. Der findes ikke gratis kultur. Vi kan ikke betale husleje med opmærksomhed, og vores børn bliver trætte af det, når vi giver dem eksponering i julegave.

Næste gang, du deler et meme, du ikke selv har lavet, et foto, en artikel, en video eller en sang, så prøv lige at tænke fødekæden ind her. Og giv en bajer, næste gang, du ser mig derude. Jeg har ikke selv råd …

Bernt & De Bedste Intentioner på Sejerø Festival

Bernt & De Bedste Intentioner på Sejerø Festival 2018

Sejerø Festival 2018 er første gang, De Bedste Intentioner stiller op i stærkeste opstilling: Bernt Hertz, Henrik Svanekær Kristensen, Steffen Galster og Morten Saaugaard.